Mit og deres

De spildte timer af mit liv jeg har brugt på at løse problemer med såvel søvn som kvinder har ikke ført lykkelige slutninger med sig. Jeg prøver hårdt på at undergrave de forskelle der er på mig og den tanke alle mennesker i de omkringliggende cirkler synes at have. Jeg ville for bare en gangs skyld kunne sætte mig ind i deres hverdag og acceptere at nogle gange, så er det bare sådan. Men nej. I mit forsøg på at beskue en mildere fremtid og et løsrevet helvede fra mit hjerte finder jeg en, i deres øjne, unødvendig trang til at sætte mig selv til side og acceptere deres liv. Der hvor jeg befinder mig er himlen dog ikke så blå, og græsset er mere end brændt væk af års mistillid. Så jeg må slæbe mit sindsløse hylster ud ad døren mod deres endestation. Verden er uendelig og underlig. Men verden er ligeledes hvad man gør den til. For de mener ikke at den er hverken det ene eller det andet. Den er ikke et sted af forandring eller forløsning. Den er bevidstløs tilstand der skal overstås før man er i stand til at nyde noget. Hvad enten det er de sidste år af ens liv eller det såkaldte liv efter døden. De bruger deres liv på at spare op på den enten spirituelle eller verdslige konto for at kunne føre deres trang ud i livet. De lever i afholdenhed for det de ved de har lyst til. Tanken bryder min hjerne i flere stykker, det virker så meningsløst. Der er ingen forståelse for nutiden, alt bliver skubbet til i morgen, og derefter dagen efter det. Igen min misforståelse af deres accept, for sådan er det bare. Det har jeg fået at vide hele mit liv. Som spæd når kommandoen gik modsat mine ønsker, og senere i de samme situationer. En diskussion er jo altid tabt når ”sådan er det bare”-kortet bliver rykket op. Tankeløs og masochistisk. Blevet ført til at straffe mig selv fordi jeg ikke er centrum i verden. Kortlagte ideer er blevet paralyseret af deres uendelige trang til at forkaste forandring. Men det bliver nok jul alligevel, og jeg kan ikke finde et mere ideelt tidspunkt at skulle kaste mine tanker på transparen. Den ene gang om året hvor folk efter sigende er lykkelige nok til at kunne give fire potter pis for min verden. Men nej. Deres stressede køkkenfilieren og høje forventninger skubber mig endnu fire blokke tilbage mod skadefrydens hovedvej, så jeg søber i min egen medicin alene i et intetsigende hjem mens jeg flakker rundt på hadfulde bloggeres løsrevne julesyn. Jeg ønsker ikke at være kilometer væk fra glædens hovedstad. Der synes bare ikke at være plads til mig. Ej heller på de dunkelt oplyste værtshuse hvor de andre familieløse og taburamte sidder. Så jeg skaber plads til mig selv og endnu en nikotinoplysning. Verden forbyde at jeg måtte finde plads.