En fiktiv karakters barndom

Når jeg i min daglige tilgang til tingene bliver stillet overfor en masse forskellige situationer der indebærer min egen personlige reaktion har de små fascister med en gymnasieuddannelse og psykologi på b-niveau ofte en masse analyserende ting at fortælle mig. De fortæller mig at min narcissisme bunder i en barndom uden ros fra de forskellige autoriteter omkring mig. De fortæller mig at min tilgang til det modsatte køn på samme måde er en dysfunktion der stammer fra barndommens gade. Lige meget hvad de nu kan finde på at sige om mig, bunder det hele i min barndom. Min barndom. Hvad end den så havde at byde på. Sandt at sige er min barndom ikke interessant. Efterladt alene med fjernsyn og videospil som den opdragende faktor, lærte jeg hurtigt at skelne rigtige autoriteter fra dem jeg intet havde at bruge til. Lærere, mødre, politikere. Autoriteter som i sandhed havde noget at sige. Hvis de havde nogen der gad lytte. Jeg var ikke en del af deres magtliderlige spil. Og bliver det aldrig. Sandheden er at det var her jeg lærte at hade. At hade de folk der havde formodninger om hvem jeg var og hvad jeg havde brug for. Det var her jeg lærte at adskille omsorg fra manipulation. Omsorg er nemlig ikke en af de ting jeg oplevede på min rutsjetur gennem barndommen. Ganske vidst ville nogen sige at der nok lå omsorg gemt et eller andet sted i den tilgang folk havde til mig. Men hvad jeg har opdaget gennem mit liv, er at hentydninger og billeder ikke er nok til at tilfredsstille mig. Jeg har brug for folk der kan sige tingene til mig. Og hvis folk ikke kan dette, ja så har de ikke den nødvendige omsorg til rådighed. Så er deres bagtanker for selvoptagede til at kunne vise omsorg for mig direkte. Kærlighed bærer ingen byrde når den er ren. Og det var den så at sige ikke i min barndom. Men at skulle sætte begreber på gevinsten af min barndom er ikke ligefrem den fremgangsmåde jeg foretrækker. Måske har jeg en narcissist dvælende i maven fordi jeg ikke fik kærlighed nok som barn. Måske lever Hitler stadig. Måske er ordet måske for dvælende i sin tilgang til tingene.