En fiktiv karakters barndom

Når jeg i min daglige tilgang til tingene bliver stillet overfor en masse forskellige situationer der indebærer min egen personlige reaktion har de små fascister med en gymnasieuddannelse og psykologi på b-niveau ofte en masse analyserende ting at fortælle mig. De fortæller mig at min narcissisme bunder i en barndom uden ros fra de forskellige autoriteter omkring mig. De fortæller mig at min tilgang til det modsatte køn på samme måde er en dysfunktion der stammer fra barndommens gade. Lige meget hvad de nu kan finde på at sige om mig, bunder det hele i min barndom. Min barndom. Hvad end den så havde at byde på. Sandt at sige er min barndom ikke interessant. Efterladt alene med fjernsyn og videospil som den opdragende faktor, lærte jeg hurtigt at skelne rigtige autoriteter fra dem jeg intet havde at bruge til. Lærere, mødre, politikere. Autoriteter som i sandhed havde noget at sige. Hvis de havde nogen der gad lytte. Jeg var ikke en del af deres magtliderlige spil. Og bliver det aldrig. Sandheden er at det var her jeg lærte at hade. At hade de folk der havde formodninger om hvem jeg var og hvad jeg havde brug for. Det var her jeg lærte at adskille omsorg fra manipulation. Omsorg er nemlig ikke en af de ting jeg oplevede på min rutsjetur gennem barndommen. Ganske vidst ville nogen sige at der nok lå omsorg gemt et eller andet sted i den tilgang folk havde til mig. Men hvad jeg har opdaget gennem mit liv, er at hentydninger og billeder ikke er nok til at tilfredsstille mig. Jeg har brug for folk der kan sige tingene til mig. Og hvis folk ikke kan dette, ja så har de ikke den nødvendige omsorg til rådighed. Så er deres bagtanker for selvoptagede til at kunne vise omsorg for mig direkte. Kærlighed bærer ingen byrde når den er ren. Og det var den så at sige ikke i min barndom. Men at skulle sætte begreber på gevinsten af min barndom er ikke ligefrem den fremgangsmåde jeg foretrækker. Måske har jeg en narcissist dvælende i maven fordi jeg ikke fik kærlighed nok som barn. Måske lever Hitler stadig. Måske er ordet måske for dvælende i sin tilgang til tingene.

Kærlighedens Fantastiske Klicheer

Men hvad der kan sætte sig udenfor mine sindsiturivende situationer er svært at have med at gøre. For endelig er der en kærlighed jeg kan sætte mig overfor og have med at gøre. For hun er fantastisk og enestående. Og det eneste punktum i mit liv hvor jeg rent faktisk holder pauser. Jeg havde aldrig troet overfor mig selv at jeg skulle blive sentimental og sårbar. Men det skete rent faktisk. Jeg gav efter. Accepterede noget. Selvom det ikke ligger til mig. Men er det en af kærlighedens mange priser? At give efter for sig selv? Kærlighed er i sin pragt prydet med klicheer. Og at nævne det er bare endnu en kliche. Men måske er kærligheden faktisk så fast og håndgribelig, at vi oftest hælder til klicheerne. Fordi de er et udtryk for den følelse vi alle sammen bærer. Og igen et udtryk som jeg ikke i mit hoved kan bære. At vi alle sammen et eller andet sted føler det samme og er ens på en måde. Men måske råder kærligheden bare her. Måske er kærligheden så fantastisk, at den rent faktisk formår at give os en måde at se og være på. For nu er kærligheden i hvert fald det den er. Defineret af popkultur på så fantastisk vis som den er. ikke et under at hver eneste kunstner i verden kan sælge kærlighed på vinyl, lærred og blu-ray og skabe profit ud over alle grænser. For det er lærerigt. Hvad enten man frastøder eller helliggør den.

Men hvem er hun? hvem i alverden er den kvinde der kan få mig til at ligge sværdet til ro i min kamp gennem tidsler og politisk pjat. det skal jeg fortælle dig meget simpelt. hun er hver eneste kvinde i dette land, i denne verden. givet at det er en person man kan være omkring selvfølgelig. jeg vil ikke helliggøre kærligheden. for jeg ved at relationer er relative. og derfor holder de ikke for længe. hvad enten hun er min største kærlighed i en nat eller i to år, så er hun lige præcis det der får mig til at stå op om morgenen, og det der får mig til at blive oppe om natten. hun er kærligheden, og det er den kvinde jeg søger, ikke i en kvinde men af en kvinde, og ikke varigt, men heller ikke kort. den seksuelle middelvej. det helligste af hellige.

sted hende ikke til hvile det første sted du hænger din hat, men efterlad din hat ved hende og køb en ny du kan hænge et andet sted. for nok er du der ikke mere, men din hat vil altid være der.

et uddrag af hvad der måske kan ende med at blive noget virkeligt.

At jeg engang i mit liv formåede at værdsætte noget så værdiløst som fjernsyn og musik har ledt en masse ting med sig ind i min hverdag. Alt hvad der hedder indflydelse har rykket sig til et så stor en faktor at jeg ikke rigtig har styr på hvor i alverden mine tanker kommer fra. Indflydelsen til min destruktive tilgang til mennesket kan da være fra både reality shows og klicheernes evige musikalske tomgang. Men det afhænger alt sammen af øjeblikket. Det er svært at fastholde et humør og en holdning når jeg har 24 timers adgang til konstant opdaterede opråb. Det bliver min generations død. At være i stand til at være med på det nyeste hele tiden. Ikke nødvendigvis fordi man prøver, men fordi reklameverden er så omspændende at man rent faktisk ikke kan undgå den. Og pludselig står man i kiosken nede på hjørnet og peger forvirret på den billigste pakke ikke-mentol smøger og får stoppet de nyeste kendisskandaler i hovedet. Lige som man havde skabt sig et profitabelt forhold til en person som havde en udtalelse vedrørende noget betydningsfuldt i verden, finder man ud af at vedkommende egentlig bare er en sæk lort på ben, som egentlig bare prøvede på at tjene lidt penge. Men hvad er der at komme efter. Lånet skal betales. Alligevel bringer det indflydelserne lidt i knæ. For lige meget hvor meget det fryder mig at se folk mislykkedes, lige så meget mener jeg også at de burde havde haft en chance for at vise de havde mere i sig. Ikke at jeg ikke ved første blik regner med at folk vil mislykkedes i deres fejldømte forsøg på at gøre verden til et bedre sted. Det ville da bare være fantastisk hvis der en eller anden dag, var en der trådte frem og sagde: ”nu er det nok, væk med reality shows og skjulte holdninger, nu skal verden reddes”.

Det er netop de skjulte holdninger der især dræbes i den danske kultur. Vi synes at gå mere op i måden tingene bliver sagt på, end hvad der egentlig bliver sagt. Og det er synd og skam at vi skal gøres til bonderøve på den måde. Hvis bare der en eller anden dag kunne ske noget der kunne få det væk. Men vi snakker stadigvæk om hvor fantastisk god en politiker er til at tale og formulere tingene på. På trods af det fatter halvdelen af os ikke noget i forhold til hvad vedkommende vil gøre. Vi går op i det pæne. Det er derfor politikere går i pænt tøj. Vi er frastødt hvis vi skal sætte underminerede mennesker som forbilleder for os. Vi vil ikke have frynsede teenagere med fantastiske ideer til at lede vores land. Vi vil have mennesker i jakkesæt og dyre biler til bane vejen for hvad der skal ske. Også selvom det er imod alt hvad vi egentlig står for. Så længe de heller ikke direkte siger hvad det er de egentlig mener. Vi skulle nødig selv have indflydelse på vores liv. Danmark er en del af en passiv nation som ledes af de eneste mennesker der er magtliderlige nok til egentlig at ville gøre noget som helst. Vi vil bare pakke os ind i snuggies og se film som vores garanteret halvkriminelle venner har brændt til os. Vi mener ingenting og vi vil ingenting.